Ung arkitekt skal udvide OrkesterEfterskolen

26. maj · 2020 | OrkesterEfterskolen

En enig dommerkomite har udpeget 28-årige Line Tanderup Nielsen, som vinder af OrkesterEfterskolens arkitektkonkurrence om udvidelse af skolen.

En smuk blomst. Sådan beskriver forstander for OrkesterEfterskolen Charlotte Borchorst Faurschou Line Tanderup Nielsens vinderforslag om en udvidelse af OrkesterEfterskolen. Tre unge arkitekter var indbudt til at tegne deres bud på en styrkelse af skolen i Holstebro, og her var det altså Line Tanderup Nielsen, som stammer fra Vinderup ved Holstebro, som løb med sejren.

OrkesterEfterskolen er Danmarks eneste efterskole, som udelukkende fokuserer på klassisk musik og folkemusik. Skolen vil øge sit nuværende elevtal fra 56 til 72 elever og vil samtidig opgradere skolen med klasseværelser, øveceller, administrationsområde og indgangsparti, fordi skolens rammer er fyldt helt ud lige nu.

Line Tanderup Nielsen, som i dag bor i Aarhus, har tegnet en ny bygning, der forbinder undervisningslokaler, øveceller, spise- og opholdslokaler og værelser. Øvelokalerne er samlet omkring et rummeligt gangforløb med indbydende opholdsnicher, og alle øverum har dagslys og udsigt.

– Line Tanderup Nielsens bud på en udvidelse af OrkesterEfterskolen er virkeligt fint. Den nye bygning minder os om en smuk blomst, som samler det, som skolen står for – musik og fællesskab. Bygningen vil komme til at rumme individuelle øvelokaler og en samlende sal. Det bliver rigtigt godt, og vi glæder os til, at byggeriet går igang, og især til det står færdigt, siger forstander på OrkesterEfterskolen Charlotte Borchorst Faurschou.

Overrasket vinder

Det var en enig dommerkomite, som indstillede forslaget fra Line Tanderup Nielsen, som det forslag, der skal arbejdes videre ud fra sammen med Søren Andersen Arkitekter i Holstebro, der er totalrådgiver på projektet.

– Jeg er utroligt glad og stolt, og jeg havde slet ikke regnet med at vinde en konkurrence i så ung en alder. Jeg er meget overrasket, for de to andre forslag er også virkelig gode. Jeg har arbejdet helt alene om projektet, så jeg ser det som et stort skulderklap, siger Line Tanderup Nielsen.

Et stærkt, enkelt koncept
Det er de tre fonde A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden og Færchfonden, der med støtte for samlet 17 millioner kroner gør byggeriet til i alt 26 millioner kroner muligt.

Dommerkomiteen, som består af repræsentanter fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Færchfonden, OrkesterEfterskolen og arkitekt Hans Peter Svendler Nielsen, begrunder blandt andet valget af Line Tanderup Nielsens forslag med disse ord:

– Forslaget anviser et stærkt, enkelt koncept, der vil være robust for bearbejdning. Det løser den stillede opgave på en smuk og enkel måde med en tilføjelse, der med afsæt i stedets ånd supplerer og fornyer både skolens arkitektur, undervisningsmuligheder og sociale liv.

Selv siger Line Tanderup Nielsen om sit forslag:

– Min intentionen er, at de nye forhold skal komplementere og forstærke OrkesterEfterskolens
eksisterende rammer. Det nye musikalske hus skal skabe gode rammer for fællesskabet
og inspirere til kreativitet og musikalsk udfoldelse. Man skal få en særlig oplevelse, når man opholder sig i det nye hus – og OrkesterEfterskolens naturskønne omgivelser skal fremhæves.

Line Tanderup Nielsen får nu mulighed for at virke som underrådgiver for totalrådgiveren. Det er noget, de fleste arkitekter først oplever meget senere i karrieren.

– Jeg glæder mig helt vildt til det videre arbejde. Det bliver så spændende at se mine tegninger blive til en rigtig bygning, siger Line Tanderup Nielsen.

Går alt efter planen, begynder selve byggeriet i marts 2021 og står helt færdigt i juni 2024.

Fakta om Line Tanderup Nielsen

Line Tanderup Nielsen blev uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus i 2019 med kandidatprojekt om en omdannelse af auktionshallen i Thorsminde. Hun stammer fra Vinderup ved Holstebro og bor nu i Aarhus.

Fakta om finansieringen

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal: 11 mio. kr.
Augustinus Fonden: 3 mio. kr.
Færchfonden: 3 mio. kr.
OrkesterEfterskolen: 9 mio. kr.