Lørdag 11. januar prøvede vi noget nyt her på OrkesterEfterskolen.
Vi holdt Lørdagsskole for unge, der overvejer at tage et år på OrkesterEfterskolen. Lørdagsskolen er en erstatning for Efterskolernes Aften, som mange efterskoler holder anden onsdag i januar. Men da vores elever kommer fra hele landet, giver det ikke så meget mening at holde Åbent Hus en hverdagsaften, hvor mange familier måske har svært ved at kigge forbi os.

Som noget nyt satsede vi derfor på at lave Lørdagsskole i stedet for – en hel lørdag hvor mulige elever kunne prøve kræfter med OrkesterEfterskolens mange fag, som er helt specielle for vores skole – fx hørelære, musikteori, værklytning, fælleskor osv. Det var vores to dygtige og passionerede lærere – og professionelle musikere – Malene Rohden og Asbjørn Faleide Fristad, som underviste.

Og heldigvis blev vores Lørdagsskole en stor succes! 16 unge meldte sig til og fik en sjov, hyggelig og spændende dag her hos os. De fik set, hvad de kan glæde sig til, hvis de engang vælger at tage et år eller to her på OrkesterEfterskolen.

Vi har besluttet, at Lørdagsskolen vender tilbage – så sæt kryds i kalenderen lørdag 31. oktober 2020 eller 9. januar 2021, hvis du også vil prøve at gå i Lørdagsskole her på OrkesterEfterskolen.

Hvis du vil holde dig opdateret på Lørdagsskolen, kan du også melde dig til vores nyhedsbrev, så får du nyheder fra os – blandt andet også mere information om Lørdagsskole, når vi nærmer os datoerne.

Du kan skrive dig op her: https://orkesterefterskolen.us9.list-manage.com/subscribe?u=bb1c1ec89e8ce48882ee76afa&id=2351d1e301