Mathias Skaarup Sørensen vinder fornem talentpris

30. maj · 2022 | OrkesterEfterskolen

Ti talenter fra Danmark og de andre nordiske lande har netop modtaget Léonie Sonnings talentpriser til fortsat kunstnerisk udvikling. Priserne uddeles af bestyrelsen i Léonie Sonnings Musikfond til unge komponister, dirigenter, musikere eller sangere.

Én af talenterne er vores underviser i kor- og ensembleledelse dirigent Mathias Skaarup Sørensen. Han modtager prisen på baggrund af sit generelle virke, og det gør ham utrolig stolt, da det er Musikfondens bestyrelse, der har udpeget vinderne.

– Jeg er meget beæret, da det er en fornem pris, der går langt tilbage med dygtige musikere som vindere. Det er en kæmpe ære. Det er enormt fedt, at der er nogen, som har fået øje på det, jeg går og laver, siger Mathias Skaarup Sørensen.

Inspireres af eleverne

Mathias Skaarup Sørensens talent for at dirigere blev udviklet allerede i 12-13-årsalderen, da han som trommeslager i Odder Garden nogle gange fik tjansen som dirigent. Det dannede og formede ham musikalsk, og det har haft stor betydning for, hvem han er som person, dirigent og underviser i dag.

Meget af det, han fik med sig dengang, bruger han nemlig i dag, når han blandt andre opgaver underviser vores unge talenter på OrkesterEfterskolen. Her har han undervist i to år, og undervisningsmiljøet er utrolig vigtigt for ham.

– Det er så spændende at arbejde med ens fag ved at undervise andre. Det er vildt inspirerende at undervise de unge mennesker, der dedikeret møder op og virkelig gerne vil musikken. Det er fedt og giver mig en masse.

De dedikerede unge på efterskolen drømmer om et liv fyldt med musik ligesom Mathias Skaarup Sørensens musikliv. Men hvad drømmer talentprismodtageren egentlig selv om?

– Jeg drømmer om et langt liv fyldt med musik og vil derfor gerne meget mere af det samme. På en eller anden måde lever jeg i drømmen allerede, siger Mathias Skaarup Sørensen.

Stort tillykke, Mathias!